Dansk Border og Fife Klub - En rigtig fugletur

Dansk Border & Fifeklub

Stiftet 2008

Ture

”En rigtig fugletur.”

Skrevet af Carsten – uden tilladelse fra andre involverede!

Meget tidligt lørdag morgen, klokken var 4, kørte Flemming og jeg gennem betalingsanlægget på Storebæltsbroen.

Vi skulle til Schorten, en lille by i nærheden af Wilhelmshaven i den vestlige del af Tyskland, for at udstille vores bedste kanariefugle!

Hvert år i 28 år har man afholdt International Championat for Norwich, Border, Fife og Gloster i oktober måned.

Nogle af Europas bedste kanarieopdrættere mødes for at udstille og konkurrere med hinanden, nå til tops, vinde hæder, ære og præmier - og så selvfølgelig være med ved den store festaften, hvor der sættes mængder af grønkål, pølser, flæsk, øl, snaps til livs.

Flemming og jeg var med for første gang sidste år, lokket med af Per og Bjarne, der påstod, at man lærte at tale både hollandsk og tysk på en aften!

Det var vi noget tvivlende overfor, for hverken Per eller Bjarne kunne tysk, og da slet ikke hollandsk – så det var jo noget af et mirakel, hvis man kunne lære det på en aften ved en kanariefugleudstilling i Tyskland!

Så vi tog med – både for at lære at tale hollandsk, men ikke mindst for at prøve at udstille i Tyskland!

Det blev en kæmpe oplevelse! Ikke lige med det hollandske, for det viste sig, at dem som Per og Bjarne havde talt så fint hollandsk med året før, slet ikke var hollændere, men belgiere – men pyt med det! Efter et par gode portioner grønkål med pølser og flæsk, skyllet ned med en enkelt øl og snaps, er der ikke de store problemer med at tale sammen, uanset man er tysker, dansker, hollænder eller belgier!

Så hygger man sig bare!

Og hyggede os, det gjorde vi! Så meget, at vi VILLE med i år igen!

Og derfor kørte vi igennem betalingsanlægget ved Storebælt. Ved 5-tiden var vi hos Per, hvor han og Bjarne ventede med morgenkaffe. Kl. halv seks var vi hos Frank og Henny, hvorfra vi satte kursen direkte mod Tyskland – forbi Hamburg, til højre ved Bremen og videre mod Wilhelmshaven til Shorten, hvor vi skulle indlevere fuglene inden kl. 1100.

Efter at have afleveret fuglene kørte vi til vores Zimmer Frei, hvor vi skulle overnatte, og snuppede en hurtig en på øjet. Kl. 1230 var vi igen i udstillingshallen, hvor bedømmelsen begyndte kl. 1300.

Det foregår på den måde, at alle opdrættere samles i hallen, Borderfolkene til højre, Fifefolkene til venstre, Glosterfolket midt for, og Norwichfolket i den bageste ende af hallen.

Så bliver de forskellige klasser båret frem for dommerne og sat på dommerbænken, en klasse af gangen, gule intensive for sig, gule rimede for sig osv. Dommerne gennemgår så fuglene med kommentarer, sorterer, flytter frem og tilbage, indtil de 7 bedste står på række, nr. 1, 2, 3…, mens alle opdrætterne sidder på bænke eller står og følger intenst med!

 

bernturban01 Det var vildt spændende at følge sine egne fugle, se dem blive flyttet frem, tilbage, taget op, en kommentar fra dommeren, vurderet, holdt hen til en anden, og så sat ind i rækkefølge, eller - det lidt sure - afleveret til en steward og sat tilbage på udstillingsbænken.

Sådan gik eftermiddagen med bedømmelser og kommentarer. Alle danskere fik placeringer, Bjarne placerede sig med skuets bedste Fife lipochrom, mens Frank – igen – suverænt vandt med skuets bedste Border, bedste Border lipochrom og bedste Border Gescheckt (hvad det så betyder?(Broget))

Om aftenen, fest med grønkål, pølser, flæsk, øl og snaps. Bjarne blev kåret som årets Kålkonge og måtte ud i en vild dans med årets Kåldronning. Det klarede han flot, og vi fik alle snakket lidt – øh, – øh tysk, eller var det hollandsk? Belgisk? I hvert fald: en smadder hyggelig aften!

 

bjarnekaal01

 

 

Søndag formiddag, efter det store morgenmåltid på Zimmmer Frei samledes alle opdrættere igen til præmieoverrækkelse, dommergennemgang og udstillingskritik.

Kl. 11 pakkede vi fuglene sammen og kørte til Danmark, hvor vi efter et par stop/kilometerlang kø, var hjemme i Slagelse ved 20-tiden.

Championat Schorten samler opdrættere fra Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig – og indtil videre 5 fra Danmark. Stemningen er uhøjtidelig, hjertelig, man føler sig velkommen, og der er plads til alle, selvom konkurrencen er hård.

Frank guider og hjælper, så man føler sig godt tilpas og lærer en masse - jeg skal med næste år! Og måske er det en ide, hvis klubben arrangerer en samlet tur til Schorten??

Oversæt

Danish Dutch English Finnish German Norwegian Swedish

Vi har 15 gæster og ingen medlemmer online

DANSK BORDER OG FIFEKLUB

© 2011 Alle Rettigheder forbeholdes.